I disse indlæg vil jeg lave små interviews med personer der inspirerer mig, fordi de lever af at lave det de elsker. Det er personer som jeg finder inspirerende og motiverende, og med disse indlæg, håber jeg at jer derude også vil kunne finde stor inspiration i mødet med disse mennesker.
Dette indlægs inspirerende person er:
Ida Blom
Ida Blom arbejder fuldtid med sin egen virksomhed hvor hun tilbyder foredrag og coaching, og så har hun skrevet sin egen bog! Derudover har hun to forskellige freelance jobs, blogger sammen med sin kæreste på Be Holistic, og deler inspirerende små ting på sin Instagram. Lær Ida bedre at kende lige her.
Kort om dig selv: Mit navn er Ida, og lige nu arbejder jeg fuldtid på min virksomhed ved samme navn. Jeg tilbyder foredrag, coaching til unge kvinder, samt min bog
'Find gaven i dine forældres skilsmisse (ja, den findes!)'. Derudover har jeg to freelancejobs; jeg arbejder som teamleder for Camp True North (som jeg virkelig elsker), og så arbejder jeg nogle timer om måneden for Lykke Rix (underviser på Manning Inspire, hvor jeg også er uddannet som life coach). Min hverdag varierer meget af, hvad jeg skal, og så bruger jeg en del af min tid på finde
alignment, før jeg handler (lyt til denne episode af
The Lively Show, LINK:
http://jesslively.com/alignmentbeforeaction/) hvis du gerne vil vide mere om det.
Hvordan og hvorfor begyndte du at blogge? Jeg har altid elsket at skrive (hvorfor jeg også har skrevet tre bøger i alt, dog er det kun to af dem, du kan købe - indtil april 2017, hvor min anden bog Fordi Du Fortjener Det! også udgår)! At skrive en bog er et stort projekt, og jeg savnede et sted, hvor jeg kunne skrive mine tanker ned, når jeg havde noget, jeg gerne ville dele med resten af verden, men som ikke skulle ende med at blive en bog. Derfor startede jeg en blog på min hjemmeside, hvor jeg skriver, når jeg har noget vigtigt på hjertet. Jeg prøver at dele så autentisk og ærligt som muligt, da jeg synes, at vi mangler mere uperfekthed og autenticitet og mindre perfekthed. Jeg ønsker at skabe et sted, hvor andre (især unge kvinde) tør at være ærlige omkring, hvordan de har det og vise deres sårbare og uperfekte sider - og den bedste måde at gøre det på - tror jeg - er ved at gå forrest. Så det er det, jeg gør.
Har du altid ville lave det du laver i dag (karrieremæssigt)? Nej! Haha. Da jeg var lille, ville jeg være - hold nu fast - læge, indretningsarkitekt, advokat, forsker i kærlighed, hjerneforsker og helt sikkert have titlen PhD. Senere blev drømmen at blive sygeplejerske, hvortil jeg måtte erkende, at det er et job med et for stort pres til, at det er noget for mig. Så jeg droppede ud - på trods af mine høje karakterer og mine undervisere, der virkelig troede på, at jeg ville blive en fantastisk sygeplejerske - og besluttede mig for at tage et år, hvor jeg gik fuldtid på mit firma. Nu er der gået cirka et halvt år, og det har både været fantastisk og skræmmende. Som selvstændig er intet sikkert, der er fx ikke en, der overfører en SU til din bankkonto hver måned. Der er heller ikke en, der lægger en plan for dig, som du skal følge. Du skal gøre arbejdet selv (og huske at spørge om hjælp!). Men det sagt har det også været helt vildt givende og fantastisk - jeg elsker at gøre en forskel for unge kvinder. Jeg elsker at se, når det går op for dem, at de er gode nok, som de er. Eller at de kan nå deres mål. Eller at skilsmissebørn- og unge åbner op for, hvordan de virkelig har det - og deres skuldre falder 5 centimeter ned, lettede over ikke at føle sig alene. Det kan ikke måle sig med noget! Men for at komme tilbage til spørgsmålet: Nej, men jeg ved, at jeg er på rette vej :)Hvad gør du hvis du mangler inspiration?Lytter til podcast, læser en bog, mediterer, går en tur, snakker med min kæreste, ringer til min søster eller mødes med en veninde. Når jeg mangler inspiration, tager jeg mig selv ud af min nuværende situation. Fx hvis jeg sidder og skal skrive et nyhedsbrev og har nada idéer, så prøver jeg ikke at tvinge idéerne ud af mig (det har jeg prøvet, og de bliver så dårlige). Jeg gør i stedet noget andet, helst noget der ikke har noget med arbejde at gøre. Oftest er det der - under en gåtur, under en meditation eller under en god samtale - at mine bedste idéer kommer. De kommer, når jeg føler mig i flow - ikke når jeg forcerer dem. I kort om mig nævnte jeg kort, at jeg bruger tid på at komme i alignment, før jeg handler. Det er præcis det, jeg snakker om her. Det danske ord for alignment må være noget ala tilpasning, hvilket jeg ikke synes er den korrekte oversættelse. For mig handler alignment om at finde min indre kerne, altså hvem jeg virkelig er. Når jeg føler mig connected med min indre kerne, handler jeg ud fra mine værdier og med et ønske om at hjælpe andre - uanset hvad jeg måtte få ud af det. Når jeg er ude af alignment, forcerer jeg mine handlinger, og selvom jeg stadig ønsker at hjælpe andre, ligger der også en underliggende frygt om, at jeg skal gøre det her fx sende et nyhedsbrev ud omkring et foredrag, fordi jeg skal have x antal kroner ind på kontoen. Hvis jeg skal sige det kort: Når jeg mangler inspiration, prøver jeg at finde alignment, hvor jeg handler ud fra kærlighed (ikke romantisk kærlighed, men et inderligt ønske om at gøre verden til bare et lidt bedre sted), hvor når jeg ikke er i alignment, handler ud fra frygt (hvordan får jeg råd til X, kan folk ikke lide mig?). Giver det mening? :)
Dine 3 bedste sundhedstips?Meditation cirka 10 minutter hver morgen - og hver eneste gang du føler, du har brug for det. Meditation gør underværker for dit sind og din krop, og i vores travle hverdag har vi brug for et sted, hvor alt bare er stille, og at vi ikke skal gøre noget. Vi skal bare være.
Find en motionform du elsker. Jeg har altid hadet hårde motionsformer som hård styrketræning eller andet hvor man hopper rundt og virkelig får pulsen op. Det tog mig lang tid at acceptere, at det er OK, at jeg aldrig bliver en fitness-pige (igen). Derimod elsker jeg lange (meget lange) gåture, cykelture, yoga og fjolledans i stuen. De får min puls op, de to af dem giver mig frisk luft og (nogle gange) sol, yoga giver mig ro og smidighed, og fjolledans i stuen med min forlovede giver mig kriller i maven og får mig til at grine højt.
Brug tid med de mennesker, der er gode for dig. Og drop resten. Helt seriøst, livet er for kort til venner, veninder, kærester eller familiemedlemmer, der ikke behandler dig godt. Det kan være svært at sige farvel til en veninde, du har kendt hele livet, men hvis ikke hun behandler dig godt, så er der ingen grund til at blive ved med at ses. Tænk også at når du siger farvel til en, giver du plads til en ny (fantastisk) relation..
Dine 3 bedste skønhedstips?VAND! Min far er vandforsker og fortæller alle mulige seje ting, om hvordan vores krop bliver påvirket af vand - og hvilket vand vi drikker. Ligegyldigt om du drikker vand fra hanen eller vitaliseret vand, så sørg for at få en masse af det. Din hud, din fordøjelse og generelt alle dine celler vil takke dig for det. På sygeplejestudiet lærte vi, at vi skal have 30-40 ml pr. kg - meeeen drik gerne lidt mere ;)
Få din skønhedssøvn. Din krop har brug for at slappe af og bearbejde dagens indtryk. Min krop går helt bananas, hvis ikke jeg får omkring 8 timer hver nat - jeg bliver bogstavelig talt syg med kvalme, fordøjelsesproblemer og nogle gange migræne.
Food is your medicine. Jeg tror virkelig på, at det vi propper i munden, enten gør os syge eller raske og sunde. Det skal selvfølgelig ikke blive en besættelse, hvor du aldrig tager et stykke (lækkert) chokoladekage, fordi sukker ikke er godt for dig. Alt med måde. Men hvis du fx har en travl periode, så fyr op for grøntsagerne, ingefæren, citronen og gurkemeje for at hjælpe din krop af med affaldsstoffer.
Dit bedste råd?Vær dig selv. Der er ingen andre, der er præcis som dig (ok, hvis du er den ene af et par enæggede tvillinger, så deler i DNA. Men selvom I deler DNA, vil jeg vædde med, at I tænker forskelligt og kan lide forskellige ting). Jeg så et billede på Instagram, hvor der stod: “Believe in yourself. You were the fastest sperm. Never forget you came into this world as a winner” (biologen i mig var flad af grin). Men det er jo rigtigt! Et hvert nyfødt barn er et mirakel - og selvom du er voksen eller teenager, så er du stadig et mirakel! Jeg tror, at hvis vi husker os selv og hinanden på, at vi alle er mirakler, kan vi også hjælpe hinanden til at turde være os selv. For der er intet mere fantastisk (eller sexet), end når folk tør at være sig selv.
Hvad elsker du mest ved det du laver?At se forandringen. At se de unge vokse. At se dem tro på sig selv. At se dem turde være sig selv.
Det er lidt ligesom at have plantet et frø og vande det hver dag (eller hvor tit det nu har brug for det). Når frøet så begynder at spire og derefter blomstre, og det bliver til en stor, smuk blomst, der ikke har behov for at sammenligne sig med de andre (smukke) blomster, bliver man sgu lidt stolt :)
Tusinde tak til Ida Blom for at deltage i dette interview!
Du kan også læse interviews med blandt andet David Jay her, Emma Martiny her, Mia Gardum her, Michelle Nielsen her, og Julie Bowall her.